fredag den 11. november 2011

Honningkage #1

Der er allerede ved at gå jul i den, her på bloggen og sådan vil det nok være det næste lange stykke tid. Både Katrine og jeg er ret pjattede med jul og alt det den indebærer.
Således er forberedelserne til årets julebag også allerede startet. Den anden dag bagte jeg nemlig honningkage, som nu skal stå og trække indtil ca. 1. december, hvor den så fyldes med abrikos og marcipan-fyld og overtrækkes med chokoladeganache. Hvis det lyder bekendt, er det måske fordi du så opskriften i "Kongerigets kager". Jeg ved ikke hvad det er med Mette Blomsterbergs opskrifter. - Som Misse (fra Matador) ville have sagt det, så "draaaaages" vi. Spøg til side.
Opskriften lyder således:

  • 75 g. korender (jeg lavede den uden disse)
  • 1 stk. Appelsin, saft og skal heraf
  • 1 stk. Citron, saft og skal heraf
  • 250 g. sukker
  • 200 g. Honning, stuetempereret 
  • 125 g. smør, stuetempereret
  • 4 stk. æg ( str. L)
  • 250 g. mel
  • 40 g.  kakao
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. Kanel, stødt
  • 1 tsk. Nellike, stødt
  • 1 tsk. Ingefær, stødt
  • 1 tsk. Kardemomme, stødt
  • 125 g. mandler, smuttede og finthakkede
Hæld korenderne op i en skål sammen med appelsinskal, citronskal, citronsaft og appelsinsaft fra  en ½ appelsin (saften fra den anden ½ appelsin skal bruges til, at presse ud over honningkage- bunden, når kagen skal lægges sammen). Lad korenderne trække en times tid.
Stuetempereret smør, sukker og stuetempereret honning røres luftigt med en håndmikser.  De stuetempererede æg tilsættes roligt og lidt ad gangen. Stop når massen er ensartet. Hvedemel, kakao, bagepulver og alle krydderierne blandes og sigtes ned i dejen. Dette vendes forsigtigt sammen med de hakkede mandler, de udblødte korender, samt saften fra dem.
Smør springformen med en anelse neutral olie og fordel dejen heri.
Bages ved 180 grader i ca. 60-70 minutter!




Nu er der altså bare at vente til kagen skal ligges sammen, når kalenderen siger december. Jeg glæder mig.


Ha' en dejlig fredag aften. I morgen får jeg fint besøg, og skal have lækker mad. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar