fredag den 30. september 2011

På besøg i Torvehallerne


Idag kunne det endelig lade sig gøre for Katrine og jeg, at komme ind og se Københavns nye madmarked, Torvehallerne.
Vi synes begge, at det er skønt, hvordan man har samlet nogle af danmarks bedste fødevareforhandlere på samme sted, men synes det er forfærdelig synd, at man ikke har skabt mere plads omkring staderne, da det virker utrolig tætpakket derinde.

Vi skal helt sikkert derind igen, og smage på flere lækkerier. Idag blev det til smagsprøver hos Summerbird, hvor vi fik deres overtrukkede mandler med citron og cayenne-peber. Lækkert! Hos Fougaz fik vi smagt noget af det bedste brød, jeg nogensinde har smagt. Jeg mener det hed Græskarkernebrød, og det smagte bare fantastisk, og jeg fortryder sådan, at jeg ikke købte noget med hjem. Ellers var der ikke noget godt udvalg af smagsprøver, det var de sgu lidt nærige med ;-)

Også hos Fougaz købte vi vores eftermiddagsmad bestående af en super lækker sandwich med confiteret and, kikærter og bredbladet persille. Vi synes det var ret frækt med anden kombineret med kikærterne. Det havde vi nok ikke lige selv fundet på, men vi skal helt sikkert selv prøve kræfter med det en dag. Tænk bare en sandwich med resterne af anden, på 2. juledag...

Beklager de virkelig ringe billeder. Vi havde kun vores telefoner.


Hos Fougaz købte vi også tre rispapirruller, fyldt med nudler, tang, cashewnødder og æble. Dertil var der en misodressing. Det smagte rigtig dejligt.

I hallerne har Coffee Collective også en stad, og efter anbefaling fra Anne au Chocolat, måtte vi jo lige forbi og smage deres kaffe. Vi købte begge en dobbelt latte, og var helt enige om, at det var den bedste latte vi har smagt. Og vi har efterhånden smagt rigtig mange!


Også Il Fornaio har en stad derinde, hvor de sælger deres produkter og lækre brød. Derinde købte jeg noget, og resten af i aftens aftensmad blev også indkøbt i hallerne. Hvad det var, viser jeg i morgen.


Tag derind. Det er hyggeligt, lækkert og helt klart et besøg værd!

/Laura

torsdag den 29. september 2011

En vaskeægte craving!

Hvis man har en craving for noget, er der ikke andet end at følge den, og hvis man prøver at erstatte den med noget andet får man bare endnu mere lyst til. Sådan har jeg det tit, og allermest med risengrød.
Jeg har altid elsket risengrød, og hver gang mine forældre spurgte hvad jeg ville have til aftensmad da jeg var lille, svarede jeg risengrød.
Jeg gik da også og glædede mig hele dag i dag, fordi jeg vidste risengrød var på menuen.

Det er så her opskriften på det jeg kreerer plejer at komme, men jeg regner med at alle ved hvordan risengrød laves, så den springes over i dette indlæg, men i må råbe op hvis i føler i bliver snydt.
/Katrine

Svenske snegle



Her dufter rigtig godt i min crib lige nu. Jeg har nemlig lige taget nogle svenske kanelsnegle ud af ovnen, og sat tænderne i en. De smager godt, kan jeg hilse og sige. Opskriften er fra Alt for Damerne, som i denne uge har et bage-tillæg med mange gode opskrifter.

Jeg lavede halv portion (10 stk), så opskriften ser sådan ud:


  • 75 g stuetempereret smør
  • 2,5 dl lunet mælk
  • 20 g gær
  • 1/2 sammenpisket æg (Resten bruges til at pensle)
  • 1,5 spsk sukker
  • 1/4 tsk salt
  • 1/2 tsk stødt kardemomme
  • Ca. 400 g mel
Smørret smeltes og mælken tilsættes. Massen varmes op til ca. 37 grader og herefter puttes gæren i, og der røres til den er opløst. Hæld æg, sukker, salt og kardemomme i, og til sidst halvdelen af melet. Resten af melet tilsættes lidt efter lidt, og det hele æltes indtil man har en blank og smidig dej.
Dejen skal nu hæve i ca. 1,5 time (til dobbelt størrelse)

Imens laves remoncen af 100 g blødt smør, 1 dl rørsukker og 1 spsk kanel, som røres sammen til en cremet masse.

Når dejen er færdighævet, skal den æltes hurtigt og dernæst rulles ud. Den skal ca. måle 13x20. Nu smøres remoncen op, og dejen rulles sammen. Sneglene skæres ud i 2 cm's tykkelse.

Sneglene skal placeres på en bageplade med 2-3 cm i mellem dem, og hæve i 45 minutter. Til slut skal de piskes med resten af ægget og bages i 12-15 minutter. 

Man kan putte glasur på dem, men jeg synes nu, at de smager skønt uden. 




De nydes bedst med en god kop the eller kaffe og hyggeligt selskab.

/Laura


Malaga #2

Her kommer lidt billedespam fra Malaga, og af den lækre mad vi spiste dernede. Mange af tingen ville man aldrig kunne lave lige så godt herhjemme, da det er de gode, friske og solmodne(!) råvarer, de bruger, som gør at tingene smager så godt, som de gør.

Noget af det bedste, og mest autentiske, jeg fik dernede var denne ret med grønne bønner og blæksprutte. Det smagte simpelthen så godt, og den eneste fejl var, at der slet ikke var nok af den. Luksus-problem.



Min kære farmor bestilte en super pæn ret, som bestod af hvide dampede asparges, perberfrugt sovs med dild, og friskrevet parmesan on top.


Min far gik all in, og ville have rigtig mandemad. Det var jeg rigtig glad for, for jeg fik lov til at smage noget af hans ret. Han bestilte oksehaler i en sovs, som jeg gætter på, var lavet af tomater, peberfrugt og den famøse røgede paprika. Det smagte absurd godt. Kødet faldt fuldstændig fra hinanden, og jeg var meget overrasket over hvor lækkert det var. Anretningen var dog til tacky. Jeg hader sådan nogle tårne af ris. No-go!


Det er bestemt ikke sidste gang jeg har fået oksehaler, og næste gang jeg ser det på menukortet skal jeg helt sikkert have det. Det lyder lidt ulækkert, men det smager fantastisk.

Maden var god, selskabet kunne ikke være bedre, men det hele blev lige løftet af den udsøgte udsigt vi havde fra bordet. Se bare her:


Malaga er helt klart et besøg værd. Dog vil jeg sige, at man skal køre op i bjergene for at finde det charmerende. Nede ved kysten er det meget turistet, men blot en lille køretur væk findes noget af det smukkeste landskab jeg har set. Jeg vil tilbage!

Ha' en rigtig dejlig torsdag i det gode vejr vi har.

/Laura

onsdag den 28. september 2011

Malaga #1

Jeg er netop hjemvendt fra en fantastisk tur i det sydspanske. Jeg har været på en forlænget weekend sammen med min familie og en veninde. Sidstnævnte og jeg stod en af aftnerne for aftensmåltidet. Vi besluttede, at vi ville prøve en rigtig egnsret; paella.
Idéen opstod da vi nede i supermarkedet så de flotteste og største rejer, jeg nogensinde har set.
Prøv bare at se her:


Derudover brugte vi i retten

  • Frisk forårsløg
  • Vilde, brune og hvide ris
  • Hvidvin
  • Rød peberfrugt i strimler
  • Tomater i tern
  • Gulerødder i skiver
  • Squash i skiver
  • Kikærter
  • Kyllingbryst skåret i mundrette stykker
  • Syltede peberfrugter
  • Safran
  • Røget paprika
  • Salt og peber
  • Vand
  • Olivenolie
Paella er spaniens svar på biksemad, og idéen er, at man bruger hvad man har. Der vil dog oftest indgå kylling og en form for skaldyr. Huset var udstyret med rigtige paella-pander, og efterhånden som retten tog form måtte vi gå en størrelse op i pandestørrelse. Den sidste pande målte en meter i diameter, og vi kunne LANGT fra spise retten op. Det var ret hårdt at se det blive smidt ud, men vi kunne bare ikke spise mere.

Det smagte helt vildt godt, og så flot ud. Mums!


Og et billede af min søde farfar, som var lidt skeptisk overfor denne fremmede ret. Jeg tror han endte med at være topscorer i at spise mest!

Jeg slutter lige af med et stemningsbillede. Sådan så himlen ud, når vi sad og nød morgenmaden på altanen. 


F-a-n-t-a-s-t-i-s-k. Nu må jeg tilbage til virkeligheden. Skoleopgave kalder Laura.

Ha' en dejlig onsdag!

/Laura

tirsdag den 27. september 2011

Kunstneriske bønner

Hvis i nogensinde har hørt nogle sige at mad ikke er kunst, så har de tydeligvis ikke set bønnerne i min køkkenhave.
De bønner jeg taler om er de såkaldte stangbønner, som sidder i en lang grøn bælg. Bælgen er i sig selv ikke noget særligt, men indeni sidder der bønner der har forskellige nuancer af lilla, og hver har personlige mønstre i sort.

Der er flere bønner i haven, og når alle er fjernet fra deres bælg og tørret, skal de bruges i en chili con carne.

/Katrine

lørdag den 24. september 2011

Hindbærsnitter

Som jeg lovede i går, ligger jeg nu opskrift og billede af hindbærsnitterne.
Opskriften er Mette Blomsterbergs, som kan findes på nedenstående link:
http://www.dr.dk/DR1/det-soede-liv/Opskrifter/2010/uds_7/20100615141105.htm

Nedenfor ses hindbærsnitterne pakket ned i en kagedåse, for at de ikke bliver tørre. De er dog også pakket og parat af en anden årsag, for imorgen skal de transporteres til VM i cykling, som jeg skal ud at se med min cykelglade familie. Jeg tænkte de var en ideel eftermiddagkage når man står op, får de kan spises i hånden og de er personskåret på forhånd.

Snitterne har en helt fantastisk smag af vanilje, og er lige præcis søde nok. Det er en af mine ynglingsopskrifter fra Mette Blomsterberg. Ellers synes jeg tit og ofte at jeg bliver skuffet over hendes opskrifter, og det lykkes aldrig for mig, at gøre som hende.

Når nu vil jeg lave en kop the, placere en hindbærsnitter på en kagetallerken og sætte et afsnit af Gossip Girl på, og hygge og slappe af resten af min lørdag.

Fortsat god weekend til jer og håber i også får tid til at lave nogle lækkerier, f.eks. hindbærsnitter, de kan anbefales!
/Katrine

fredag den 23. september 2011

Moster Bodils rødbederåkost

De fleste ting, fra haven, er hevet op og spist eller hevet op og lagt til side til vinterbrug. Men rødbederne ligger stadig i jorden, og er klar lige ved hånden når de skal bruges i køknet.
I dag var der kald efter dem, hvor de skulle bruges i en råkost, som er min Moster Bodils opskrift, og deraf kommer navnet.

Råkosten består af:
Rå rødbeder
Linser fra Puy
Æbler ( jeg brugte filippa æbler fra vores æbletræ i haven)
Rødløg

Dressing:
Olivenolie
Hvid balsamico
Honning
Hvidløg
Salt

Saltmandler
Feta

Rødbederne og æblerne rives, rødløg skæres i tynde skiver.
Linserne koges til de er møre.
Dressingen piskes sammen, og blandes til sidst med de andre ingredienser.

Jeg prøvede at lavede nogle saltmandler selv, hvor man koger mandler i meget, meget salt vand og derefter tørrer dem i ovnen. De brændte desværre på.
Desuden havde vi en feta, men råkosten fungere fint uden disse elementer, men er bedst med!


Jeg har netop lagt en mørdej og sat den i køleskabet. Dejen skal buges til hindbærsnitter og de skal bages imorgen. Så følg med og få opskrift og se lækre billeder af dem.

/Katrine

Side 96 suppe

Når det bliver efterår er min fortrukne spise suppe, med lækkert hjemmebagt brød til. Supperne må gerne være fyldige, kraftige og lidt tunge i det.

Suppen i går var alle tre ting, og jeg må sige at tomatsuppe er en klassiker, som bare altid holder, hvis den vel og mærke er hjemmelavet med gode råvarer.

Opskriften er fra "Geniale gryderetter og superbe supper" og står på side 96. Vi har efterhånden lavet suppen så mange gange, at den nu bare hedder "side 96 suppe".

Her er opskriften, med vores små variationer, til 4 personer

  • 4 fed hvidløg, presset
  • 2 mellemstore løg, finthakket
  • 3 dåser flåede tomater
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 dl. vand
  • 3 spsk. tørret organo
  • Et nip chilipulver
  • Salt og friskkværnet peber
  • 1 spsk. sukker
  • 2,5 dl. piskefløde
Hvidløg og løg steges møre i olivenolie. Tilsæt de flåede tomater, og tilsæt krydderier, vand og sukker. Lad suppen simre under lår i en halv times tid, og blend suppen derefter. Vi bruger altid en stavblender direkte i gryden. Til slut tilsættes piskefløden og suppen smages til. 
I bogen kommer de med mange gode opskrifter til garniture til suppen. I går lavede jeg en meget simpel yoghurt-dressing af fuldfed græsk yoghurt, salt, peber, honning, citron og hakket basilikum. Det passer rigtig godt med noget koldt og fyldigt til den let krydrede suppe. 

Sommetider har vi også ristet lidt parmaskinke og puttet det ovenpå, men i går var altså bare den helt simple version. - Dertil fik vi mine meget nemme boller

/Laura

torsdag den 22. september 2011

Chokolade og lakrids, en lækker kombi

Det sidste stykke tid produceres der flere og flere produkter med chokolade og lakrids, blandt andet Johans Bülow's choko-lakridskugler, mums.

Her kommer nogle choko-lakrids produkter jeg har smagt fornyeligt.
Jeg har smagt den nye Yankiebar med lakridsskum. Blandingen mellem mælkechokoladen, karamellen og lakridssmagen er rigtig god, og jeg vil varmt anbefale den. Det er dog en god ide at dele den med en anden, da man er mættet af lakridssmagen efter halvdelen, men lidt er også godt.

I dag smagte jeg så Toms mørke chokolade med lakrids stykker. Denne er jeg derimod meget skuffet over. Det første smagsindtryk er bare mørk chokolade, og derefter kommer smagen af engelsk lakrids. Ikke super lækkert.
Men hvis man er til chokolade og lakrids på pladechokoladeform, vil jeg derimod varmt anbefale Salmiaki's mælkechokolade med flydende lakrids. Den er vældig god, fordi lakridssmagen bryder det lidt søde mælkechokolade.

Har i også nogle ynglings choko-lakridsprodukter?
/Katrine

Dagens snack

På denne kolde dag er det rart med noget lunt hjemmebag, at hygge sig med. Det måtte meget gerne gå stærkt, og derfor besluttede jeg mig for at lave lidt pandebrød. Det er flade brød som, ja, er stegt på panden.

Her er opskriften (giver 6 stykker):

    • 2 spsk olie
    • 275 g hvedemel
    • 1 tsk sukker eller honning
    • 1 tsk groft salt
    • 15 g gær
    • ¼ liter lun mælk
    Kom olien i et dejfad sammen med 225 g mel, sukker, salt og gær delt i mindre stykker. Tilsæt mælken. Ælt dejen godt igennem. Lad dejen hæve tildækket i ca. ½ time. Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den smidig med den resterende del af melet. Del dejen i 6 kugler. Tryk hver kugle flad (ca. 20 cm i diameter). Prik brødene med en gaffel (det glemte jeg vidst...). Varm en støbejernspande op. Bag brødene - et ad gangen - ca. 2 min. på hver side. 

    Spis de lune brød med smør, eller dyp dem i god olie og balsamico, som jeg gjorde. I aften er der tomatsuppe på menuen, og der vil brødene også være fine at dyppe i suppen. 

    God torsdag eftermiddag!

    /Laura

              onsdag den 21. september 2011

              Endnu en - med svampe

              Jeg arbejder en del hjemme med et skoleprojekt for tiden, og derfor bliver dagens måltider sådan lidt små-snackeri og ikke noget spændende. Og også derfor, er dagens gastronomiske højdepunkt, aftensmaden med familien. Og i særdeleshed i går!


              Vi fik en rigtig god tærte med svampe, spinat, fuldkornbund og parmesan. Det var SÅ lækkert. Ved siden af fik vi min rødbedesalat med mango og avocado. Yum-mi. 



              Den lækre tærte bobler i ovnen. Mums.


              Nedenfor ses det færdige resultat, men først opskriften. - Så i kan gøre mig "kunsten" efter. 
              Opskriften er endnu engang fra "Sæson for god smag". 


              Fuldkornstærtebund
              • 75 g grahamsmel
              • 75 g hvedemel
              • ½ tsk. salt
              • 75 g smør
              • 1-2 spsk. koldt vand

              Fyld
              • 500 g svampe, gerne forskellige slags
              • 1 pose frossen helbladet spinat, ca. 500 g
              • 1 spsk. olivenolie
              • 1 fed hvidløg
              • 100 g fetaost (eller anden hvid ost)
              • 3 æg
              • 2 dl creme fraiche
              • Salt og peber
              • 30 g reven parmesan   

              Tilberedningsmetode
              Tærtebund
              Bland grahamsmel, hvedemel og salt sammen. Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melblandingen. Saml dejen hurtigt med koldt vand. Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile ca. 30 minutter i køleskabet.  
              Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir. Træk det ene stykke bagepapir af og vend det andet med den udrullede mørdej nedad henover en smurt tærteform ca. 25 cm i diameter. Træk forsigtigt bagepapiret af og tryk dejen godt ned i formen, så den kommer op ad kanten. Prik dejen med en gaffel. Læg et stykke bagepapir over bunden og fyld den med tørrede bønner eller tærtekugler. Bag bunden ved 200 grader i ca. 12 minutter. Fjern bønner og bagepapir.
              Fyld
              Rens svampene. Damp spinaten i en gryde ved svag varme. 
              Varm olien på en pande og rist svampe med presset hvidløg ved god varme i ca. 3 minutter. Tag panden af varmen.
              Rør æg med creme fraiche. Vrid spinaten fri for vand og vend i æggemassen sammen med svampe og fetaost skåret i tern. Krydr med salt og peber. Fordel grøntsagsfyldet på tærtebunden og drys osten over.
              Bag tærten i midten af ovnen i ca. 25 minutter. 




              Prøv den!

              /Laura

              tirsdag den 20. september 2011

              Ratatouille med svampe

              Nu er det bestemt ikke fordi det skal blive en vane, det med at ligge videoklip op på bloggen, men når der står ratatouille på menuen, så er det svært at lade være.
              So here it goes...


              Jeg synes i øvrigt at "Ratatouille" er den bedste film Disney har lavet, så hvis du endnu ikke har set den, så gør det!

              Min ratatouille blev bestemt ikke lige så flot som i filmen, men jeg er sikker på at smagen har nærmet sig. Da vi havde nogle mark-champignons der skulle bruges, skar jeg dem i skiver og puttede dem i retten. Svampe er fantastiske, synes jeg. De giver god smag. - Umami, smagen er kød og "fylde". Derudover giver de en helt særlig konsistens at tygge på, som jeg tror, man enten elsker eller hader. Jeg elsker den. 

              Her er opskriften på min ratatouille

              • 2 fed hakket hvidløg
              • 2 hakkede løg
              • 250 g mark-champignon i skiver
              • 1 stor squash i grove tern
              • 1 stor aubergine i grove tern
              • 5 store tomater delt i otte (udenfor tomatsæson bruges 2 x dåsetomater, det giver langt mere smag!)
              • 2 kviste timian
              • 1 dl vand
              • Salt, peber og sukker/honning
              Løgene steges let møre i olie i en stor gryde. Svampe, squash og aubergine tilsættes og steges med. Tomater puttes i, sammen med timian, og til sidst spædes op med lidt vand. Husk at grønstsagerne afgiver en del væske!
              Tilsæt salt, peber og honning og lad retten koge sammen en lille times tid. Smag til, og server. Vi fik kødboller, af oksekød og perlebyg til, men der er næsten ingen grænser for hvad man kan bruge ratatouille til. 

              Billedet her er af retten inden den blev kogt sammen. Her var den betydelig kønnere at se på nemlig.



              Ha' en rigtig god dag!

              /Laura

              mandag den 19. september 2011

              Temaaften: Soya

              I gårsdagens aftensmad var det gennemgående tema soya. Jeg synes soya er lidt undervurderet, og mener, at det kan bruges i mange flere sammenhænge end dårlige forårsruller og til sushi. Det har en rigtig god salt smag, og giver langt mere dybde til retten end almindelig salt gør. Der er dog en stor ulempe; farven. Maden bliver desværre farvet brun, og det er ikke altid så hensigtsmæssigt. Til maden i går, var det dog ikke noget problem.

              Jeg lavede en marinade til kyllingen, bestående af:
              • 2 spsk. soya
              • 2 spsk. olivenolie
              • Friskkværnet peber
              • Lidt chilipulver
              • Saft fra en lime
              Ingredienser blev rørt sammen, og penslet på kyllingen. Den hele kylling blev grillet i en times tid. (Dette punkt stod min far for, så det kan jeg ikke rigtig uddybe, men spørg endelig).

              Den kom til at se sådan her ud:

              Han er en god grilmester, min far. Kyllingen var perfekt saftig, og havde trukket god smag af marinaden.

              Dertil fik vi to slags grøntsager. Den ene var stegte svampe med hvidløg, soya, peber og lidt friskreven parmesan ovenpå. Parmesanen var en impulsiv tilføjelse, da jeg syntes retten manglede lidt salt, og vi havde en rest liggende. Men det smagte egentlig meget godt, men der skulle nok have været lidt mere på. Det må jeg lege lidt videre med...

              Den er sgu ikke så pæn at kigge på. Lidt koriander, eller anden grøn, have gjort den betydelig smukkere. Hm... Næste ret så til gengæld meget pæn ud, synes jeg.


              Ser det ikke OK ud? Det smagte i hver fald rigtig godt. Jeg er stor fan er blomkål. Her var et halv hoved (altså blomkålshoved) snittet fint og 20 g mangler ristet af på panden. Da mandlerne var færdigristede puttede jeg ca. 1,5 spsk. soya på panden og lod det koge ind, så det "hang fast" på mandlerne. Den varme soyalage og mandlerne hældte jeg over på blomkålen, så blomkålen blev let tilberedt. 
              Da retten var afkølet dryppede jeg med lidt sesamolie, og noget friskhakket persille fra haven. Til sidst; lidt friskkværnet peber. Jeg er ret glad for peber, som det måske fremgår.

              Rigtig god mandag! Jeg håber i blev inspireret til at lege lidt mere med soya.

              /Laura


              søndag den 18. september 2011

              Søndagskage

              Søndag eftermiddag hører kage sig altså til. Basta. Min appetit var ikke ligefrem voldsom, efter Katrine og jeg havde spist vores overdådige brunch på Nimb, men et lille stykke er der vel altid plads til.

              Opskriften på denne kage stammer fra Nina's naturcafé, som er et rigtig hyggeligt sted i Kirkelte. Hun er især kendt for hendes flotte kagebuffet, og ikke mindst de fantastiske naturfyldte omgivelser. Hun har en hjemmeside hvor nogle af hendes opskrifter ligger.



              Her er opskriften på kagen:


              • 100 g blødt smør
              • 100 g sukker
              • 3 æg
              • 100 g hvedemel
              • ½ tsk bagepulver
              • 90 g malede mandler (gerne med skal)
              • Fintrevet skal af 1 citron 
              • Ca 6 spsk abrikosmarmelade


              Smuldrelåg:

              • 125 g mel
              • 80 g koldt smør
              • 75 g sukker
              • lidt perlemelis

              Smør og sukker røres godt, og æggene  tilsættes et ad gangen og citronskallen. Mel, bagepulver og mandlerne blandes, og dejen røres sammen.
              Kommes i en smurt springform (ca 24 cm i diameter), og glattes jævnt ud.
              Abrikosmarmeladen fordeles i nogle klatter oven på dejen.
              Ingredienserne til låget smuldres sammen og fordeles øverst. Drys lidt perlesukker hen over til sidst.


              Kagen skal bages ved 200 grader i ca 35 min.


              Abrikosmarmeladen kan man sagtens bytte ud, med ens favorit marmelade. Jeg tror hindbær vil gøre sig rigtig godt!


              Kagen bør nydes med ens yndlings-the eller en rigtig god kop kaffe i efterårsvejret.


              /Laura

               

              Lækker søndags brunch

              Som jeg nævnte i går havde jeg fået en omgang brunch på Nimb Brasserie af min medblogger Laura, som skulle udløses i dag. Jeg havde længe glædet mig til det, og havde kun hørt godt om det fra min fætter og Laura, som havde været der inde forinden.

              Selve lokalet er aflangt, og er delt op i to dele, en køkkendel og en del med borde. Køkkenet er placeret i selve lokalet, hvor man kan se kokkene lave spejlæg og vende pandekager i appelsinlage. Dette giver hele atmosfæren en afslappet stemning, hvor man føler sig godt tilpas.

              Brunchen består både af brød med ost, syltetøj osv, og æg, bacon og alt der hører til det. Og så selvfølgelig den søde afdeling med pandekager, vafler, wienerbrød osv.

              Noget jeg vil fremhæve er deres kolde kakaomælk, som de har lavet i samarbejde med Øllingegaard. Den har en lækker smag af chokolade, og bliver endnu bedre af de små sorte vaniljekorn der svømmer rundt i glasset.

              Her ses Lauras tallerken med de lune ting. Rodfrugter, bacon, røræg, tomat, pølser (de havde en lækker kødfuld smag).
              Her ses min tallerken med de søde ting. Pandekage i appelsinlage, croissant, frugt og en müslibar agtig kage.
              Alt i alt en super lækker oplevelse, som har forsødet en ellers trist våd søndag.
              Og så til stjernerne, for på vej hjem i toget blev Laura og jeg enige om at give besøget 5 store stjerner ud af 6. De når ikke helt op på 6, fordi personalet var en smule langsom, og den første kande kaffe var halvkold, men der var dog intet brok da vi bad om en ny.

              Håber i får lyst til at besøge Brasseriet, for det er et lækkert sted, og forholdsvis billigt i for hold til hvad man får (235 kr. pr. næse)

              God søndag
              /Katrine

              lørdag den 17. september 2011

              Lørdagshygge

              I dag da jeg havde været ude at løbe langt i Dyrehaven, havde jeg en vild lyst til mazarinkage og det var oplagt for i køleskabet lå der en halv rulle marcipan fra Odense marcipan.

              Selve opskriften er super nem og lyder således:
              250 g marcipan
              250 g sukker
              250 g smør
              4 æg
              65 g mel
              50 g hakkede mandler

              Marcipan og sukker piskes (det er en god ide at tilsætte lidt smør, for ellers er det umuligt at gøre rundt, bortset fra hvis man er den heldige ejer af en røremaskine)
              Smøret røres i, samt æg et af gangen.
              Tilsidst tilsættes melen, og dejen røres glat.

              Dejen fordeles i en tærteform, som er smurt med olie, og drysset med halvdelen af de hakkede nødder. Ovenpå hældes resten af nødderne.
              Kagen sættes i ovnen ved 175 grader i 30-40 min.

              Kagen skal være svampet, og ikke helt bagt når den tages ud (hvis den stikkes med en gaffel og der hænger lidt ved, er den færdig).

              Det færdige resultat er en svampet kage med en dejlig smag af marcipan, mmh.

              Resten af lørdagen skal bruges til afslapning, lidt Sex and the city og til at glæde sig til imorgen. For imorgen skal jeg have min fødselsdagsgave fra Laura, som er en brunch på Nimb!!
              Jeg glæder mig til at se deres lækre brunchbord, og håber det bliver rigtig hyggeligt.

              Fortsat god lørdag.
              /Katrine

              fredag den 16. september 2011

              Svampetid

              I øjeblikket skyder svampene op ude i skoven, og det er bare at nyde dem mens de er helt friske. Og det blev der gjordt i denne uge, for vi fik både svamperisotto med katareller og brune champignoner, og svampesuppe også med katareller og brune champignoner.

              Svamperisottoen er en klassiker hjemme hos mig, og den laves så ofte som vi kan slippe afsted med det. Den er dejlig cremet, og har en fantastisk smag af svampe. Den kan findes på det efterfølgende link: http://www.altfordamerne.dk/mad/sund--slank/Svampe-risotto/

              Svampesuppen er også fra Alt for damerne, og den havde også en lækker smag af svampe. Dog er den meget kraftig og jeg vil derfor anbefale at den serveres i en lille portion som en forret.
              Den kan findes her: http://www.altfordamerne.dk/mad/Opskrifter/Cremet-svampesuppe-med-bagt-rodtunge/


              Håber i har fået inspiration til at nyde svampetiden.
              /Katrine

              Fredagshygge

              Happy weekend!

              Man må sige, at denne uges kulinariske oplevelser har været i hård nedgang i forhold til sidsts uges "store" middag. - Sådan er det altså bare nogen gange, og så må man trylle med de resourcer man nu har til rådighed. Onsdag stod på sushi nede fra byens nye sushi restaurant, og jeg var ligesom Katrine yderst tilfreds med kvaliteten!

              Her til aften stod den på "tøm køleskabet" mad. Det betød at vi lavede to fade med grøntsager, og tilføjede lidt varmrøget laks, nogle rejer og lidt kogte æg. Nothing fancy, men det smagte nu alligevel meget godt. Noget der smagte af mere end "meget godt", var det lækre brød min mor havde købt med hjem fra København. - Nemlig surdejsbrød fra Irma, med den mest perfekte krumme og dejlige smag. Det blev nydt til salaterne og til min hjemmelavede humus, som må siges at være min hofret ;-)





              Min opskrift på humus speciale er således:

              • 240 g kogte kikærter (evt. fra dåse)
              • Ca. 2 spsk. græsk yoghurt (10 %)
              • Saft fra en halv citron
              • 1 grillet, flået rød peberfrugt
              • 1 tsk. spidskommen
              • Lidt chilipulver 
              • 1 tsk. paprika
              • 2 tsk. groft salt (Jeg bruger Maldon)
              • Friskkværnet peber
              • 1 fed hvidløg
              • 2 spsk. olivenolie
              • 1 tsk. Tahin (Sesampasta)
              Det ser lidt omstændigt ud med alle de ingredienser, men de fleste af tingene er jo noget man altid har liggende, og det drejer sig jo om rimelig små mængder, så der er til mange portioner humus. 

              Alle tingene blendes (med en stavblender) til det er en jævn masse. Smag til med salt, peber, citron og evt. lidt honning, hvis den er blevet for sur.

              NU står den på vild med dans med familien.

              God fredag!

              /Laura

              onsdag den 14. september 2011

              Sushi i Allerød

              I dag besluttede nogle fra min klasse og jeg, at tage ned på byens nye sushi restaurant (den første og eneste) efter skole. Den er netop åbnet og vi var alle sammen spændte på at smage på deres godter.
              Vi delte to menuer, hvor vi fik 8 stykker hver. I menuen var der både nigirier med laks, tun og rejer. Store ruller med en tempura reje. En insideout california roll og en mini rulle med laks og noget stærk. Det var altsammen meget lækkert, og det bliver helt sikkert ikke sidste gang vi har været dernede (vi planlægger allerede en ny omgang sushi på fredag!)
              Nedenfor kan i se nogle billeder af menukortet og nogle af lækkerierne.



              /Katrine

              Chili sin (con) carne


              Måske ikke verdens kønneste ret, men den smagte rigtig godt. Den skarpe læser vil måske spotte, at min fars protester endte med, at vi puttede lidt hakket oksekød i retten...
              Således blev det chili con carne, men med mindre kød og flere grøntsager end normalt.

              I retten var:


              • 2 løg
              • 3 fed hvidløg
              • 3 porrer
              • 2 squash
              • 3 store gulerødder
              • 1 dåse hakket tomat
              • Ca. 100 g hakket oksekød
              • 2 dåser kidneybeans
              • Spidskommen
              • Tørret oregano
              • Chilipulver
              • Salt, peber og lidt sukker
              • En smule vand
              Hakket løg og hvidløg steges møre i olie, og hakket oksekød tilsættes og brunes. Derefter skal grofthakkede squash, gulerødder, porrer og krydderier i og steges. Tilsæt da tomater, salt, peber, sukker og lidt vand. Jeg lod det simre i en halv times tid, og puttede så bønnerne i, og lod dem varme igennem.

              Vi spiste retten med ris og majskolber til. Man kunne også spise retten med brød, bagekartofler, quinoa eller hvad man nu kan lide. Da retten var blevet ret stærk, tog vi lidt græsk yoghurt ovenpå for, at dulme styrken.

              Resterne spiser jeg til frokost idag, og lur mig om den ikke vil smage endnu bedre dagen derpå.

              Rigtig god onsdag!

              /Laura

              tirsdag den 13. september 2011

              Hjemmelavet smager bedst

              Fiskefrikadeller smager dejligt, men hjemmelavede fiskefrikadeller lavet af hjemmelavet fars smager bedre. Remoulade smager godt, men hjemmelavet remoulade smager bedre.
              Og derfor smagte dagens aftensmad lidt bedre, end hvis farsen og remouladen var købt færdig. For i aften stod menuen på hjemmelavede fiskefrikadeller lavet af torsk, gulerødder og kartofler. Og dertil serverede vi en grov remoulade af blomkål, syltede agurker, gulerødder og fennikel.

              Remouladen har en dejlig syrlig smag, som den får fordi der tilsættes æbleeddike og syltede agurker. Og denne syrlige smag smager dejligt kombineret med den forholdsvis neutrale fiskefars.
              Begge opskrifter er Claus Meyers, og stammer fra hans program der kørte på DR1 for et godt stykke tid siden der hed "Smag på Danmark". I programmet rejste han rundt i Danmark, og smagte og lavede specialiteter.

              Håber i selv får lyst til at prøve kræfter med lækre hjemmelavede ting.

              /Katrine

              Pasta a la Godfather

              Som tidligere skrevet var min storebror kok i går. Han var inspireret af hans yndlingsfilm Godfather, hvor Clemenza i en scene laver pasta med tomatsovs, pølser og kødboller. - Ikke lige umiddelbart min kop the, men det smagte nu rigtig godt, og han var så sød da han stod med sit gamle forklæde på og kokkererede :-)

              Her kommer den berømte scene:


              Hvis nu i ikke lige fangede den, så kommer opskriften her (som storebror lavede den!)


              • 400 g frisk (hvid! iflg. min bror) spaghetti
              • 2 fed hvidløg
              • 2 dåser flået tomat
              • 200 g hakket oksekød
              • 2 grilpølser
              • 1 pakke Løgismose brunchpølser (med feta og tomat)
              • 1 dl rødvin
              • sukker, salt og peber
              Hvidløg sauteres, og tomat tilsættes. Det hakkede oksekød formes til små kødboller, og steges på en pande. De forskellige slags pølser (det behøver ikke være forskellige slags, jeg faldt bare lige over Løgismose pølser, og tænkte at de ville passe godt til retten). 
              Rødvin tilsættes i tomatsovsen, som lige skal koges op. Smag til med salt, peber og sukker og tilsæt til sidst kødet. 



              Serveres med den friskkogte pasta. 

              Fuldstændig imod Godfathers ånd lavede jeg en spidskålsalat bestående af fintsnittet spidskål, æblebåde, tørrede tranebær og en dressing lavet af græsk youghurt, olivenolie, honning, salt, peber og citronsaft. 



              Det var lidt af et kødgilde, så idag står den på chili sin carne. Billeder og opskrift kommer i morgen :-)

              Buenno appetito!

              /Laura

              mandag den 12. september 2011

              Min lille røde grape plante

              I dag skal jeg have rester til aftensmad, og tænkte at det ikke lige var sagen af lægge ud på bloggen (selvom det er lækre rester...).
              Når men i stedet for ville jeg lige vise jer min lille røde grape plante. I foråret 2010 gik jeg at tænkte på om man måske kunne få en grape plante ved at plante en grape kerne. Så derfor gik jeg i gang med at plante sådan cirka 10 frø, men de 9 døde og nu har jeg kun en tilbage, men den klarer sig til gengæld godt!
              Jeg håber at jeg måske kan få en enkel grape fra det lille træ en dag, så er jeg glad.

              /Katrine

              Luksus-middag

              Hello, jeg håber i har en god mandag. Mandag er altid sværd, men det hjælper lidt når man får afsluttet weekend godt. Og det gjorde jeg i går! Vi fik lækker søndags-middag; oksemørbrad, ovnkartofler, sauce bearnaise, majs og en vildt lækkert "salat" med porrer, svampe og hasselnødder.



              Opskriften på salaten kommer her:



              Ingredienser
              porre
              250 g svampe fx østershatte, kantareller, markchampignon
              1 spsk. olivenolie
              1 fed hvidløg
              1 håndfuld 
              bredbladet persille
              25 g hasselnødder 
              Vinaigrette
              2 spsk. olivenolie
              1 spsk. eddike
              1 tsk. Dijonsennep
              1 tsk. flydende honning
              Tilberedningsmetode
              Rens porrerne og skær dem i stykker á ca. 8 cm. Skyl porrerne godt. Damp porrerne møre. Det tager ca. 5 minutter. Afdryp porrerne.
              Rens svampene og skær dem i mindre stykker. Varm olien på en pande og rist svampe med presset hvidløg ved god varme. Tag svampene af panden og vend med hakket persille og hasselnødder. 
              Rør en dressing af olie, eddike, sennep og flydende honning.  Top porrerne med svampe og dryp dressingen over.  

              Opskriften er fra bladet "Sæson for god smag", som er et gratis blad som fås i bl.a. Super Best og Kvickly. Det tager udgangspunkt i sæsonens grøntsager og frugter, og har altid nogle rigtig gode opskrifter!





              I aften skal min storebror lave mad. Jeg tror aldrig det er sket før, da min mor og jeg altid har elsket at stå i køkkenet, og han måske mere har holdt af, at spise maden ;-) Men det bliver sjovt at se hvordan han klarer dén!


              God mandag aften!


              /Laura