søndag den 6. november 2011

Lørdagskylling

Her kommer der en lækker ret med kylling, som er endnu en af de retter der tit og ofte laves herhjemme hos mig.
Det jeg specielt elsker ved denne ret, er den fede smag af fløde som blandes med citron og rosmarin, og så det møreste kyllingekød som er lige ved at falde af benene. Desuden er flødesovsen perfekt til hjemmelavet spaghetti.

Opskriften er fra "Frokost på italiensk" af Julie Biuso.
Her er opskriften til 4 personer:
3 spsk olivenolie
1 lille løg, hakket fint
8 stykker kylling, jeg brugte overlår og lår
Salt og peber
2 spsk hakket rosmarin
4 store fed hvidløg, fint hakket
2 spsk tør hvidvin
2 citroner
1 3/4 dl kaffefløde

Løg steges i olien ved middelvarme. Kyllingen tilsættes og steges til det er gyldent (cirka 15 min.). Når kyllingen er brun drysses salt, peber og halvdelen af rosmarinen og hvidløg, hvorefter det steges videre i 1 min. Hvidvinen hældes ved og steges i 3-4 min, og derefter tilsættes saften fra en citron.
Blusset skrues ned og kyllingen skal nu simre i ca. 45 min, eller indtil det er mørt, hæld 2-3 spsk vand i gryden så kyllingen ikke bliver tør, en gang imellem.
Resten af rosmarinen, hvidløget, saften fra den anden citron hældes i og derefter røres fløden i. Der koges videre i et par min. indtil sovsen er blevet en smule tykkere.

Retten serveres med pasta.

Det er ganske vidst ikke verdenshurtigste lørdagskylling, men resultatet er værd at vente på.

De næste to uge skal jeg skrive en stor opgave, så indlæggene fra min side bliver formentlig en smule reduceret, så i må nøjes med Lauras i et stykke tid. Men derefter vender jeg stærkt tilbage.

På gensyn
/Katrine

2 kommentarer:

  1. Uhh, hvor ser det godt ud. Det skal på min - alen lange - to-do-liste :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  2. Den er så lækker at du vidst bliver nødt til at sætte den øverst :)

    SvarSlet