onsdag den 19. oktober 2011

Porresuppe med kartofler, æble og croutoner

Jeg elsker, som sagt, suppe og hjemme hos mig er en sikker klassisker kartoffel-porre suppe. Jeg er dog efterhånden blevet en smule træt af den ret tunge suppe, og tænkte at jeg ville lave en anno 2011 version.
Inden for den sidste tid, har jeg for alvor fået øjnene op for porrer, og deres utrolige sødme, som de får hvis man blot koger dem et par minutter i letsaltet vand. Men også den fylde de kan give i simreretter. Jo, jeg er ret begejstret for dén grøntsag!

Derfor tænkte jeg, at hvis man nu byttede rundt på forholdet mellem kartofler og porre, om man så ikke ville opnå en lettere supper? Og det kan jeg så afsløre, at det gør man. Og min frygt for, at suppen ville blive meget tynd, blev gjort til skamme. Faktisk blev suppen mere cremet og lækker end den klassiske version.

For at få kaloritallet lidt højere op (der er jo ikke meget energi i porrer ;-) ), ristede jeg noget let tørt rugbrød, som var skåret i tern, i riiiiiigeligt rapsolie og salt. Dertil lidt parmaskinke, som var ristet i ovnene, og et æble skåret i tern og et drys græskarkerner. På trods af det meget fyld, var retten stadig lettere og faldt mere i min smag end normal kartoffelsuppe.

Til at lave retten brugte jeg

  • 2 løg, skåret i tern
  • 3 fed hvidløg, i fine skiver
  • 6 porrer, skåret i strimler
  • 1 medium bagefartoffel i grove tern
  • 5-6 dl grøntsags eller hønseboullion. Gerne hjemmelavet, ellers er Herbamare urteboullion god!
  • Salt, peber
  • Honning
  • Ca. 1,5 dl piskefløde, eller halvt fløde, halvt mælk (Behøver jeg skrive, at det smager bedst med ren fløde?)
Løg og hvidløg svitses i en stor gryde i lidt olie. Derefter tilsættes porrer, som steger med til de er faldet lidt sammen. Kartoffeltern puttes i og boullion hældes over. Retten skal nu simre i cirka en halv time. Derefter skal det hele blendes (lettest med en stavblender direkte i gryden) og smages til med salt, peber og honning. Fløde tilsættes og retten koges op under konstant omrøring. 
Så er der bare tilbage af nyde suppen med lækkert garniture, og evt. noget ekstra brød til.

Ha' en dejlig onsdag i blæsevejret!

/Laura





Ingen kommentarer:

Send en kommentar