lørdag den 22. oktober 2011

Sønderjysk kaffebord

I går var Katrine, jeg og en veninde værtinder ved et sønderjysk kaffebord med alt hvad det indebærer. Katrines mor er fra Sønderjylland og vi fik gode tips og historier fra hende. Vi havde inviteret nogle søde mennesker, som skulle hjælpe os med at spise lækkerierne.

Til en Sønderjysk kaffebord starter man med boller. Denne del havde vi dog droppet, og vi hoppede direkte ud i de sødere sager, nemlig en lille smagsvækker.

Vores søde veninde havde meget kreativt brugt de rester hun havde, og de spillede virkelig godt sammen! Der var lidt lagkagebund, overhældt af hjemmelavet karamelsauce, vanilliecreme, friske blåbær og limeskal. Mmh, det var et godt påfund, som jeg tror jeg vil lege lidt videre med!


Dernæst fik vi kringle og brunsviger. I kringlen var der rosiner, remonce, revet æble og mandelmarkroner.


Brunsvigeren var fra Meyers bagebog, og blev rigtig god. En anden gang vil jeg god lave mindre dej, da der var for meget dej i forhold til det lækre snask ovenpå.

Derefter stod der bistik på bordet. En rigtig dejligt, men tung, kage som består af lagkagebunde, vanilliecreme og ovenpå er drysset med karamelliserede mandler. Den smagte virkelig godt, men slog benene væk under os, og vi var nødt til at tage en lille havevandring bagefter.

Efter gåturen var vi endnu klar til at spise lidt mere kage. Vi kastede os ud i den, nok mest klassiske sønderjyske kage, rugbrødlagkage. Jeg havde aldrig smagt det før, men det er helt sikkert min nye fortrukne lagkage!
Mellem bundende er der solbærsyltetøj og flødeskum. MUMS!


Der skal altid mere end én lagkage på sådan et bord, så vi gik videre over til en kvarklagkage, som var rigtig dejlig frisk ovenpå alt den kage. I den var der lidt citronskal, som gjorde den let syrlig og mindre tung.


Sidst, men ikke mindst, fik vi småkager. Det var en slags kransekager, og de smagte sindsygt godt! De var fulde med mandler, og der var tilsat appelsinskal så de blev frisket lidt op. Selvom jeg overhovedet ikke havde plads til mere, fik jeg spist to.


Til at skylle alle herlighederne ned, drak vi en masse god kaffe og the. Det var simpelthen så hyggeligt, og helt klart noget jeg vil gøre igen!

Spørg endelig efter opskrifter! Katrine ligger snarest opskriften på rugbrødslagkagen op.

/Laura

3 kommentarer: